Kognitiv terapi

Kognitiv terapi er en form for psykoterapi, der primært tager udgangspunkt i den aktuelle situation her og nu hos klienten. Terapiformen kan bruges meget fremadrettet, hvilket betyder der arbejdes primært på at hjælpe klienten med at finde løsningsstrategier overfor en aktuel problemstilling , som kan bruges langsigtet. Terapiformen er særdeles godt forskningsmæssigt understøttet og har især vist sig effektiv ved behandling af depression og angstlidelser. Terapien er dog integrativ, dermed menes den med fordel kan kombineres med andre tilgange indenfor psykologisk behandling, såfremt klienten ønsker det og har brug for det. (se bl.a. psykodynamisk terapi).

Antagelsen der ligger til grund for kognitiv terapi er, at vores følelser og adfærd i høj grad bestemmes af hvordan vi strukturerer verden ved hjælp af tænkning og antagelser. Hvordan vi så at sige tænker om os selv og verden og især hvordan vi på baggrund af vores tanker tolker de forskellige begivenheder og oplevelser vi møder i livet. I terapien arbejdes med at identificere og analysere klientens tanker og de følelser der følger med den måde vi oplever verden på. Hvis man kan identificere destruktive tanke- og handlingsmønstre og forstå hvor de kommer fra, kan man ved hjælp af terapi udfordre den negative tænkning med alternative og mere positive måder at tænke om sig selv og tilværelsen på.

Eksponering

Derudover arbejdes med eksponering, Ved eksponering hjælpes klienten til meget gradvist at konfrontere og udholde situationer der vækker angst. Efterhånden som terapien skrider frem, vil klienten typisk opleve mindre og mindre angst i forhold til situationer der tidligere kunne føles uoverskuelige og som klienten derfor typisk vil undvige. Nogle klienter vælger den kognitive terapi netop fordi den typisk ikke går så meget i dybden med fortiden. Det kan dog for  nogle klienter være vigtig at se på  og gå dybere ind i opvæksten og finde forståelse af hvorfor personen reagerer på bestemte måder i bestemte situationer.

Derfor kan det for nogle virke bedre at starte med en mere psykodynamisk/eksitentiel tilgang til problemstillingen for senere i forløbet at lære nogle kognitive strategier til at komme godt videre i livet. Jeg har rigtig god erfaring med den kognitive metode og de fleste mennesker oplever at de kan hjælpes videre forholdsvist hurtigt med den.

Ring gerne og hør nærmere om hvordan vi sammen kan tilrettelægge et forløb der tilpasses din aktuelle situation.