Narrativ terapi
Narrativ terapi og Systemisk terapi hviler på et fælles grundlag nemlig det, at begge tilgange har fokus på relationer.
Vi lever og ånder gennem fortællinger. Fortællinger om os selv, vores liv og om vigtige andre i vores tilværelse. Vi skaber vores identitet gennem disse fortællinger. Den kultur og det samfund vi lever i påvirker og er medvirkende skabere af denne fortælling. Set ud fra den narrative tilgang er det umuligt at forestille sig en kultur eller et menneskelivt, uden at denne kultur og uden at det individuelle liv er organiseret af og igennem fortællinger.
Fokus på traumatiske oplevelser
Narrativ terapi har fokus på traumatiserende oplevelser, som mennesker kan have været ude for. Oplevelser som de føler sig defineret igennem. Det kan være oplevelser i familien, i skolen, på arbejdspladsen m. m. Oplevelser af at være blevet holdt uden for, mobbet eller på anden vis være blevet negativt defineret. Eller der kan være tale om andre former for overgreb, der har været traumatiserende.
Det er antagelsen i narrativ terapi, at man kan have for få og for negative opfattelser af sin identitet, om hvem man er som menneske, og om hvem og hvad andre mennesker i ens liv står for og vil.
Det er et af hovedformålene i narrativ terapi at medvirke til at udvikle de fortællinger, som kaldes foretrukne fortællinger, der f.eks. kan være det, man svarer på spørgsmålet om, hvad det mon er, der er vigtigt for én i livet. Når man oplever at have det svært i sit liv, kan det være at der er noget i livet, som er vigtigt og /eller pinefuldt men som måske endnu ikke er formuleret og struktureret i en fortælling, i et narrativ.
En person, som lider af angst, depressioner eller utilstrækkelighedsfølelser, ser måske alle sine handlinger som bevis på, at personen er en stor fiasko, og at alle andre også ser personen på den måde. Personen har højst sandsynligt ikke øje for noget der kunne være positivt eller handlinger og initiativer, der falder uden for temaet eller kategorierne angst, deprimeret og uduelig».
Livet består af flere forskellige fortællinger
Det er en af den narrative terapis grundantagelser, at livet består af flere forskellige fortællinger. Derfor indeholder livet ikke kun én historie om, hvem man er. De forskellige historier udtrykker forskellige aspekter af de menneskelige erfaringer man har gennemlevet som menneske. Det er målet at kunne fortælle om og forholde sig til disse erfaringer uden at overvældes af skam og smerte. Problemet (eller den smerte- og skamfulde oplevelse) er gennem terapi og samtaler, hvor de er blevet analyseret og fortalt set ud fra forskellige perspektiver blevet gjort normale, menneskelige og derved integreret på en sund måde i personens selvopfattelse.
Systemisk terapi
Systemisk terapi inddrager hele familien i behandlingen og anser psykologiske problemstillinger, som noget der skabes i relationer frem for noget, der er inde i den enkelte person. En familie udgør tilsammen et system. Hvis der er ubalance et sted i systemet kan det skyldes, at der er ubalance flere steder i systemet.